Mit navn er Pernille, og jeg dyrker snitblomster på vores lille landsted i Nationalpark Mols Bjerge. Mine blomster er – i mangel af bedre udtryk på dansk – Slow Flowers. Det betyder at de er vokset på friland i deres eget tempo, uden at blive boostet af kunstgødning, varme, pesticider og hormoner. Mine blomster har kort vej fra bed til butik, hvilket også giver en lav klimabelastning. Klassiske snitblomster der eksempelvis kan købes i et supermarked, har rejst mange kilometer fra deres dyrkningssted på et andet kontinent. Når de ankommer til Europa transporteres de gennem mange lande i kølebiler, til de når deres bestemmelsessted. Resultatet er – for mig at se – triste blomster, uden duft og uden personlighed.

Slow Flowers vil naturligt være mærket af vejr og vind i den aktuelle sæson. Jeg finder det charmerende og skønt, at en snegl måske har smagt på et blad, eller at et af blosterbladene er lidt skævt. Jeg synes det er vigtigt, at vi får øjnene op for den klimabelastning der gemmer sig i snitblomster fra fjerne lande, og at vi begynder at se skønheden i de blomster vi kan dyrke i Danmark. En smuk blomst behøver ikke at være en strelitzia eller en buket røde roser – en favnfuld kornblomster eller en solsikke fra dansk friland er for mig mindst lige så smuk.

Ønsket om at udbrede kærligheden til danske blomster er grundlaget for Pretty Little Pancake Slow Flower Farm.